En lille historie om en god start der ender galt, men hvor alt bliver (næsten) godt igen.
Vi havde glædet os rigtig meget til Yacs! Det var vores tredje AR-race sammen og det hele så så fedt ud, at valget nødvendigvis måtte falde på Challenge – de 4-5 timer på Fighter var bare ikke nok i de omgivelser.
Vi kørte fra Ringkøbing kl 6.00 i den der særlige sensommer-morgendis, som er så smuk og lidt vemodig, fordi den minder om, at det snart er slut, og at efteråret ligger og lurer. Vi kørte med cyklerne i en stor trailer og det gav os en god lang time til at gejle hinanden op til dagens race.
Vi kom i god tid for at nå at skiftevis trippe rundt i løbscentrum, tjekke de andre hold ud og løbe ned i kælderen og tisse – igen. Der var fuldt fokus under briefingen – vi var så klar! Holdets O-løbs-kortlæser var totalt skarp, og vi fandt alle posterne i startloopen lynhurtigt. Alle tre hovedregnede og talte på fingre i kor og kom heldigvis til samme tal, som da også blev godtaget. Vi sprang på cyklerne mod de næste poster i en god position og det gik bare derudaf, indtil der lød et smæld og en masse grimme ord. Den totalt skarpe kortlæser havde en ikke helt skarp cykel og kæden var sprunget. Holdet var heldigvis beredt. To fandt kæderester og gjorde cyklen klar mens tredjemanden fandt et ekstra led til kæden frem ”Vi klarer det her!” Det viste sig dog, at kæden var knækket to steder, og vi havde kun ét ekstraled. Hvad skulle vi gøre? Sætte os ned og græde alle tre? Køre to videre uden for konkurrence og lade sidstemanden sidde alene med skuffelsen? Vi ringede til løbsledelsen og fik at vide, at det var så fantastisk tjekket arrangeret, at der var en cykelmekaniker i stjernecentrum, som ville kunne hjælpe os. Vi kneb en lille glædeståre sammen og lavede vores egen lille bike´n´run tilbage. Mekanikeren var klar og satte kæden sammen. Den knækkede ganske vist straks igen og vi måtte tilbage en gang til og få en ny kæde – ja og tandhjulet viste sig at være så slidt, at vores kortlæser kun kunne cykle i to til tre ud af 21 gear hele vejen – men vi kom afsted.
Måske holdt det lidt hårdt kun at kunne cykle i gear der egnede sig til at cykle lige ud, når nu løbet foregik i Silkeborg, men det gik. Og det blev lige præcis så sjovt og udfordrende, som vi havde håbet.
Det var tre trætte løbere, der kom i mål efter små ti timer, men det vi var glade. Tak til den søde mekaniker, der reddede vores løb, tak til slagteren med mørbradsgryden, som vist næsten reddede vores liv, da vi kom i mål – og tak for et fedt løb i det hele taget!
Recent Comments