Med åbningen af Silkeborgmotorvejen er det blevet både nemt og hurtigt at komme fra Aarhus til Silkeborg. Men hvorfor tage den nemme vej?

 

Når deltagere i Yeti Adventure Challenge Silkeborg tager hul på 2017-udgaven af Danmarks største Adventure Race bliver det med start midt i Aarhus. Derfra skal de padle, svømme, løbe, cykle, klatre og navigere gennem Søhøjlandet til de når Silkeborg et døgn (!) efter startskuddet.

 

Seværdig start midt i Aarhus festuge

I samarbejde med AarhusEvents og Aarhus Kommune planlægger arrangørerne at lave et publikumsvenligt startloop midt i byen, hvor århusianere og kulturbygæster kan opleve et meget utraditionelt indslag i festugen.
Koncertgængere og pub-crawlere vil pludselig blive overhalet indenom af ekstremløbere i intens positionskamp. I næste nu springer de ombord på et paddleboard i åen og padler mod havnen med et par sjove forhindringer på vejen… Og så er de væk. På vej. Ud i natten og ud på eventyr.

 

Fra Kulturhovedstaden til Outdoor hovedstaden

Netop i år, hvor ekstra mange turister gæster byen i anledning af Aarhus 2017, har Silkeborg i al beskedenhed også udnævnt sig selv til Danmarks Outdoor Hovedstad. Så det er en helt unik mulighed for at lægge ruten fra hovedstad til hovedstad og give både deltagerne og de mange gæster i Aarhus en once-in-a-lifetime oplevelse.

Sædvanligvis planlægges Adventure Race som et loop med start og mål samme sted, men følelsen af ekspedition og eventyr bliver langt mere autentisk, når rejsen går fra A til B

 

Også plads til motionisten

24 timers non-stop ekstremsport er selvfølgelig ikke ligefrem en bredde-idræt. Men almindelige motionister kan få en stor og anderledes motionsoplevelse ved at deltage på Fighter-distancen, hvor 5-8 km løb og ca. 20 km MTB suppleres af en række ukendte og udfordrende outdoor-discipliner. Det hele foregår med kort og kompas i hold af 3 og vindertiden forventes at være ca 4 timer.