På rejse med Riising og mor DR1

Kronprinsen gjorde det i 2015. De 5-dobbelte verdensmestre gjorde det i 2016. Og nu er turen kommet til Brita Riising og hendes evigt loyale søn, skuespilleren og tv-værten Jacob Riising. DRs umage seer-darlings skal deltage i Danmarks største adventure race.

 

Yeti Adventure Challenge Silkeborg har efterhånden fået tradition for bemærkelsesværdige deltagere. Og heller ikke i år bliver fremmødte publikummer snydt for underholdningen. For mens eliten af dansk ekstremsport cykler, løber, klatrer, rappeller, svømmer og padler sig igennem Søhøjlandet (side om side med mere eller mindre veltrænede motionister) så vil Jacob Riising og hans 75-årige mor også trække i træningstøjet.

 

”En del af nerven i et adventure race er netop at man ikke ved hvad man møder af udfordringer. Og derfor kan vi selvfølgelig heller ikke afsløre hvad der venter Riising og Mor i Silkeborg. Men vi kan godt garantere at de bliver udfordret. Og at man kan følge dem tæt på storskærmen imens, som vi kender det fra de populære tv-udsendelser” udtaler Michael Tastesen fra styregruppen bag løbet.

 

”Der bliver i det hele taget nok at se på i løbet af lørdagen. Vi forventer omkring 5-600 deltagere til start og der vil være et konstant flow af løbere omkring Havnen, hvor mange af de seværdige udfordringer foregår igen i år.”